Flensborg/Aabenraa. Når man som fodboldhold vinder 21 kampe og kun taber et opgør, så har man gjort en hel del rigtig og står sikkert velfortjent i regionsfinalen om mesterskabet i DBUs (Dansk Boldspil-Union) Region Syd. Og når man så både vinder semifinalen og finalen, kan man kun ønske tillykke og tage hatten for en særdeles flot sæson.
Således sket da DGF Flensborgs M+55 fodboldveteraner forleden kunne fejre mesterskabet i 7-mandsfodbold efter en 4-3-sejr over Haderslev FK 2.
- Vi er særdeles glade og har svært ved at skjule det store smil, siger holdansvarlig, Ronny Grünewald.
- Det har været en fremragende sæson, hvor vi til dels spillede rigtig fint og taktisk klogt. Især når man tager i betragtning, at vi jo allesammen er et godt stykke over de 50 og benene ikke mere er de hurtigste og kondien sikkert også kunne være bedre. Så erfaringen spiller en stor rolle hos os.
DGF-holdet består overvejende af gamle førsteholdsspillere, som nu hver fredag løber efter bolden i Idrætsparken og fra forår til efterår tager hul på spillerunden i Region 4, som dækker over en stor del af Sønderjylland.
Foråret begyndte ellers skidt for DGF, der lagde ud med et nederlag på hjemmebane mod Lysabild.
- Men derefter kørte det bare derudaf. Vi vandt de efterfølgende 20 kampe. Så helt ufortjent er det sikkert ikke, at vi til sidst står med pokalen i hånden, siger Ronny Grünewald.
- Semifinalen og især finalen blev så en meget spændende affære. Ganske vist vandt vi 2-0 mod Haderslev FK 3, men allerede her kunne kampen også godt have gået i en anden retning, da Haderslev virkelig havde et godt hold, tilføjer han.
Og endnu sværere blev det så i finalen mod HFK 2, selv om man kom godt fra start og hurtig lå foran 2-0. Men HFK slog tilbage og udlignede til 2-2.
- Vi kom foran igen og havde sejren allerede i hånden. Men med bogstavelig talt sidste indlæg slog de til og vi måtte ud i forlænget spilletid, fortæller Ronny Grünewald og tilføjer, at mens Haderslev havde en bred bænk, som de gjorde godt brug af, var DGF allerede forinden plaget af skader og heller ikke slap helskindet fra det under kampen.
- Vi kørte på allersidste blus og formåede alligevel at score til 4-3 og mere endda, denne gang kunne vi køre den hjem, siger den gamle DGFer, som nu sammen med sine holdkammerater ser frem til en stille og rolig tid med indefodbold på Duborg-Skolens matrikel.
- Så tager vi hul igen på den nye spillerunde til foråret, siger han.
Og det som forsvarende mestre.